FCK-anfører kan løse landstrænerens backproblem

Skrevet af admin

02/09/2015

Dagens topnyheder

Landstræner Morten Olsen har flere kort på hånden, når han skal besætte venstreback i fredagens EM-kvalifikationskamp mod Albanien trods afbud fra Simon Poulsen og Nicolai Boilesen.

En af mulighederne er den venstrebenede centrale midtbanespiller og FCK-anfører Thomas Delaney. Mandag blev han testet på backpositionen, mens han med egne ord var central midtbane ved tirsdagens lukkede landsholdstræning.

- Som situationen har udviklet sig, så er jeg i spil til venstreback på fredag, selv om det ikke er den position, hvor jeg føler, jeg er bedst. Vi har en del skader på pladsen, så nu har vi Riza Durmisi, Daniel Wass og mig, som er i spil til den.

- Morten har fortalt mig hver gang til landsholdssamlingerne, at han også ser mig som en fin backup på venstreback, hvis der skulle ske noget, og han stoler også på, at jeg godt kan klare jobbet, hvis det bliver nødvendigt, siger Thomas Delaney.

For to år siden fik Delaney netop sin landsholdsdebut som venstreback i en kamp mod Malta, men ellers er det ikke en position, som han har stor erfaring fra.

- Teknisk og taktisk ved jeg godt, hvordan man spiller venstreback. Det svære er, at meget fodbold foregår på rygraden med vaner, og hvordan man gør. Så udfordringen er, hvordan jeg skal bevæge mig - især offensivt.

- Det er også vigtigt at kunne slå gode indlæg som back, og jeg er ikke vant til at slå så mange indlæg normalt, men det er vel bare at sparke til bolden, siger Thomas Delaney.

FCK'eren har til gengæld andre styrker, som han vil kunne benytte på backen.

- Jeg er god en mod en defensivt. Og jeg er i god form, så løbemæssigt tror jeg også godt, at jeg vil kunne gøre det fint, selv om det er en anden måde at løbe på, når man er back, siger han.

/ritzau/