FCK-keeper forventer kold modtagelse til derby

Skrevet af admin

19/09/2014

Mest læste i dag

Stemningen og intensiteten er altid noget særligt, når det såkaldte New Firm mellem FC København og Brøndby spilles på søndag i Telia Parken.

For en af spillerne bliver oplevelsen denne gang nok ekstra speciel.

FC Københavns målmand Stephan Andersen har nemlig en fortid i Brøndby, og det forventes, at han indtager pladsen i målet hos københavnerne på søndag.

Andersen ved derfor godt, at han ikke kan forvente den varmeste modtagelse fra den ene af endetribunerne.

- Jeg kan ikke forstille mig andet, end at jeg ikke får den varmeste modtagelse af Brøndbys fans. Det ville være håbløst ikke at tro, at der bliver råbt nogle ting til mig under kampen.

- Jeg prøver ikke at fokusere på det. Jeg prøver i stedet for at se frem imod en stor kamp med masser af tilskuere på tribunerne og god stemning, siger Stephan Andersen.

Hverken Brøndby eller FC København har indledt sæsonen særlig godt. Kampens betydning er derfor enorm, mener FC København-målmanden.

- Det er en seks-points-kamp, som vi ikke har råd til at tabe. Ellers begynder det at se rigtig skidt ud, så det er kun en sejr, der tæller, siger Stephan Andersen.

Netop nu ligger Brøndby og FC København nummer seks og syv i tabellen henholdsvis otte og ti point efter topholdet FC Midtjylland.

/ritzau/