FCM giver Pusic fri til at finde ny klub

FC Midtjylland og Martin Pusic er på vej mod en skilsmisse.

Den midtjyske klub har givet angriberen fri til at finde en ny arbejdsgiver.

- Vi har givet Martin Pusic fri frem til transfervinduet lukker, for at han personligt kan undersøge sine muligheder hos andre klubber, siger sportsdirektør Claus Steinlein ifølge Ekstra Bladet.

Martin Pusic blev topscorer for FC Midtjylland i Superligaen i den seneste sæson, men var søndag end ikke at finde på bænken til lokalopgøret mod Viborg.

FC Midtjylland hentede Martin Pusic i Esbjerg for halvandet år siden. Ekstra Bladet angiver købsprisen til 7,5 millioner kroner.

Nu står både Paul Onuachu og Vaclav Kadlec foran Martin Pusic i køen til en plads på Jess Thorups mandskab.

Transfervinduet lukker onsdag midnat.

/ritzau/

Dagens Gossip