FCM henter tidligere FCN-angriber i Kina

FC Midtjylland valgte onsdag aften at forstærke angrebet, da man hentede angriberen Bruninho i kinesiske Guangzhou R&F.

Det meddeler FC Midtjylland på klubbens hjemmeside.

Den brasilianske angriber kommer til midtjyderne på en lejeaftale, der løber i resten af den igangværende sæson.

- Han blev på kort tid en superligaprofil og gjorde en forskel. Nu har vi fået mulighed for at leje ham, og det ser vi som en god mulighed til at give vores offensive spil noget uforudsigelighed og målfarlighed.

- Bruninho er en spiller, som kan gøre en forskel på egen hånd, men som samtidig er en holdspiller, så han passer godt ind i det, vi har ledt efter, siger FCM's sportsdirektør, Claus Steinlein.

Bruninho blev i vinter solgt til den kinesiske klub af FC Nordsjælland, efter at angriberen blot nåede at være i FCN i et halvt år, hvor han dog nåede at score ni gange for FCN.

Forinden spillede Bruninho i HB Køge i 1. division.

/ritzau/

Dagens Gossip