FCM-træner om Europa: Det var det vigtigste for os

Skrevet af admin

27/05/2016

Mest læste i dag

FC Midtjylland kan før sidste spillerunde i Alka Superligaen slutte med alt fra sølvmedaljer til en fjerdeplads.

Det stod klart, efter at midtjyderne torsdag aften spillede 0-0 ude mod AaB.

Sønderjyske fik kun et enkelt point hjemme mod Randers FC, og dermed har midtjyderne tre point op til andenpladsen, men samtidig kun et forspring på to point ned til Brøndby på fjerdepladsen.

Jess Thorups tropper er dog sikret europæisk deltagelse efter sommerferien, og det er ifølge FCM-træneren det vigtigste.

- Europa var det vigtigste mål for os. Det har vi nået, og det er vi glade og stolte over. Vi er stadig i spil til både sølv og bronze, så det bliver en fed kamp på søndag mod Nordsjælland.

- Vi kan ikke selv afgøre sølvet, men vi skal gøre vores job færdigt på søndag, og så må vi se, hvad det rækker til, siger Jess Thorup.

For FCM har det været en sæson med både op- og nedture i Alka Superligaen samt et europæisk eventyr.

- Der er rigtig mange, der har været ude efter os hele sæsonen, selv om vi har leveret fantastisk i Europa. At vi samtidig kan spille med om sølvet til sidste spillerunde, er vi både glade og stolte over.

- Vi har spillet 14 europæiske kampe og har været i europæisk gruppespil for første gang i klubbens historie. Vi kom endda videre fra gruppespillet.

- Der er ikke ret mange hold ud over FC København, der de seneste 10 år har kunnet holde en god placering i Superligaen, samtidig med at de har spillet internationalt.

- Den kredit synes jeg ikke, vi har fået. Folk snakkede om os som mester, og der må vi blankt erkende, at vi ikke var dygtige nok, siger Jess Thorup.

FC Midtjylland får i sidste spillerunde besøg af FC Nordsjælland hjemme på MCH Arena.

/ritzau/