Fem mistænkte syrienkrigere skal forblive bag tremmer

Skrevet af admin

25/07/2016

Mest læste i dag

Seks unge mænd skal fortsat være varetægtsfængslet, da de er mistænkt for at have ageret IS-krigere i Syrien. Det har Retten på Frederiksberg besluttet mandag eftermiddag.

De seks mænd er alle i 20'erne, og de er sigtet for at have ladet sig hverve af Islamisk Stat.

Tre af de sigtede gik frivilligt med til at få forlænget varetægtsfængslingen i en måned, mens en dommer har vurderet, at de tre andre fortsat skal blive i myndighedernes varetægt. De fem er forlænget til 22. august, mens den sidste er forlænget til 5. august.

Tilbage i april foretog Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og PET en samlet aktion på Københavns Vestegn, hvor flere af de mistænkte blev anholdt.

Ud over de seks, der mandag eftermiddag har været for retten, blev fire fængslet in absentia i forbindelse med aktionen.

Sagen er foregået bag lukkede døre, så de konkrete detaljer i sagen er endnu ukendte.

Politiets mistanke om, at de unge mænd er blevet hvervet af Islamisk Stat, stammer angiveligt fra et stort læk af interne IS-papirer, der blev offentliggjort tidligere på året.

Papirerne indeholder informationer om flere støtter, der er rejst ind i Syrien for at blive en del af den ekstreme organisation.

Politiet har tidligere anvendt oplysninger fra de lækkede dokumenter. I juni blev den 24-årige Hamza Cakan kendt skyldig i at have ladet sig hverve af organisationen, som han blandt andet ville donere 20.000 kroner til.

/ritzau/