Filminstruktør taler ud om mordforsøg

| Skrevet af Ritzau den 11. februar 2016 - 10:17

Michael Moore er en af de mest omdiskuterede og forhadte personer i USA, og det har flere gange haft konsekvenser for ham.

Michael Moore har med sine kritiske dokumentarfilm lagt sig ud med konservative kræfter og våbenlobbyister i USA. Det har gjort ham til en af de mest omtalte amerikanske filmskabere, men det har også haft alvorlige omkostninger for den venstreorienterede instruktør.

Han har nemlig flere gange været udsat for drabsforsøg, og det har også et par gange været tæt på at ende fatalt. I 2004 planlagde en mand blandt andet at sprænge Moores hus i luften med en hjemmelavet bombe.

- Han ville plante den under mit hus i Michigan og sprænge det i luften. Men en aften rensede han sin AK-47, og det gik af. Lyden fik naboerne til at ringe efter politiet, og da de mødte op, fandt de ammunition, udstyr til bomber og en dødsliste med mig på toppen, fortæller Moore til Rolling Stone.

I andre tilfælde har attentatmændene været mindre avancerede, men lige så målrettede som bombebyggeren i Michigan. I New York forsøgte en fodgænger at stikke Moore med en skarp metalgenstand, og under en tale gik en af tilhørerne til angreb med en kniv.

En anden episode var ikke direkte livsfarlig, men alligevel kostede den Moores livvagt ubehagelige mén.

- I Fort Lauderdale (by i Florida, red.) går en pænt klædt mand ud af en Starbucks. Da han ser mig, bliver han rød i hovedet, tager låget af sin kop og smider skoldhed kaffe i mit ansigt. Min sikkerhedsvagt tog fra for angrebet og fik andengradsforbrændinger, beretter den kontroversielle instruktør.

Alligevel insisterer han på at være optimistisk, og for et par år siden besluttede han sig for at droppe sikkerhedsforanstaltningerne og bevæge sig rundt i offentligheden uden bodyguards.

- Jeg bekymrer mig ikke mere. Jeg skal dø på et tidspunkt, og det har jeg fundet fred med.

/ritzau/FOKUS

Deltag i debatten

 

Krimi

25. juni 2016

En gruppe bar af mystiske årsager rundt på en livløs krop. Nu beder politiet offentligheden om hjælp i sagen.

Politik

24. juni 2016

Tyskland og EU må forhandle med briterne og tilbyde en partnerskabsaftale, anbefaler tysk strategipapir.

Underholdning

24. juni 2016

Når der til efteråret bydes op til dans, er det blandt andet med sangerinden og tv-værten Julie Berthelsen på gulvet.