Flere biler ramt af stenkast på fynske motorveje før drab

Flere biler er blevet ramt af stenkast på fynske motorveje de seneste dage.

Det skriver dr.dk, efter at en tysk kvinde tidligt søndag mistede livet. Ifølge politiet blev der kastet i alt fire sten fra en bro over fynske motorvej, og familiens bil med manden ved rattet og kvinden og et barn på bagsædet blev ramt af en 30 kilo tung betonblok.

Så sent som lørdag blev en anden bil ifølge netmediet fyens.dk ramt af en 30 kilo tung sten på taget nordøst for Odense.

Og natten til torsdag kastede ukendte gerningsmænd en to til tre meter lang træstamme ned på køleren af helikoptermekaniker Kenneth Faaborg Schrøders bil.

- Det var helt mørkt, så jeg kunne ikke se noget som helst. Men det må være nogle store drenge, for det var nogle ordentlige kævler, siger han til dr.dk.

Søndagens dræbende stenkast efterforskes af Fyns Politi som overlagt drab.

Og det kan ikke udelukkes, at de andre tilfælde har noget at gøre med søndagens stenkast. Sådan lyder det fra vagtchef Steen Nyland.

- Vi ser på det hele samlet. Vi udelukker ikke, at der kan være en sammenhæng, siger han til Ritzau.

/ritzau/

Dagens Gossip