Flere hænder kan hjælpe opsvinget på vej

Skrevet af Redaktionen

24/08/2016

Dagens topnyheder

Den stadigt faldende ledighed herhjemme betyder, at arbejdsgivere i en række brancher står og mangler ledige hænder. For dem må dagens tal fra Danmarks Statistik være behagelig læsning.

Den såkaldte arbejdskraftundersøgelse viser nemlig, at arbejdsstyrken i løbet af andet kvartal voksede med 20.000 personer, når man korrigerer for sæson.

Det skyldes hovedsageligt de reformer, der har skullet flytte personer på overførselsindkomst ud på arbejdsmarkedet.

- At arbejdsstyrken stiger er godt nyt, for arbejdsmarkedet er ved at være så stramt, at virksomhederne står overfor flaskehalsproblemer.

- Det er derfor rigtigt positivt, hvis fremgangen i beskæftigelsen trækker flere ud på arbejdsmarkedet, så risikoen for flaskehalse mindskes, skriver cheføkonom Steen Bocian fra Dansk Erhverv i en kommentar.

Det er dog langt fra sikkert, at flaskehalsproblemerne kan løses af den øgede arbejdsstyrke, minder Sydbanks makroøkonom Søren V. Kristensen om.

- Det kan nemlig ofte være i specialiserede typer af job, hvor flaskehalsene opstår. Det er kvalifikationer, som de færreste på kanten af arbejdsmarkedet besidder samtidig med, at ens kvalifikationer ofte vil dale en smule i takt med, at man går ledig.

- Derfor afliver en stigende arbejdsstyrke ikke nødvendigvis problemet med flaskehalse, men det hjælper ganske sikkert, skriver han i en kommentar.

Dagens tal skal dog tages med et vist forbehold, fordi Danmarks Statistik har ændret på indsamlingsmetoden, og det gør usikkerheden større end normalt.

/ritzau/