Flere kvinder ansættes som chef i staten

Skrevet af admin

26/07/2014

Mest læste i dag

Stadig flere kvinder sidder for bordenden på de statslige kontorer, skriver Politiken lørdag.

34 procent af statens chefstillinger er i dag besat af kvinder mod blot 26 procent for 10 år siden. Det viser tal for statens seks øverste lønrammer, som Politiken Research har trukket fra Finansministeriets databaser.

Fremgangen skyldes flere ting, forklarer køns- og ligestillingsforsker Anette Bochorst, professor ved Aalborg Universitet:

- Kvinderne har overhalet mændene på uddannelsesniveau, og det måtte jo slå igennem på et tidspunkt. Desuden er der kommet et offentligt fokus på området med diskrete politiske signaler om, at man burde rette op på skævheden, siger hun til Politiken.

Der er store forskelle på andelen af kvinder. Eksempelvis er 50 procent af cheferne under Sundhedsministeriet kvinder, mens det kun gælder 26 procent af cheferne under Transportministeriet.

- Det er en problemstilling, vi er meget opmærksomme på, og det er et element i vores personalepolitik i departementet at skabe bedre grundlag for rekruttering af kvindelige chefer, skriver departementschef i Transportministeriet Jacob Heinsen i en kommentar til Politiken.

- De seneste tre chefer, som vi har ansat i departementet, har været kvinder, skriver han.

I øvrigt er blot to af statens 19 departementschefer kvinder.

Fagforeningen Djøf, der organiserer mange af statens ledere, mener, at andelen af kvinder burde være endnu højere.

- Det er dejligt, at fremgangen fortsætter, men det er jo stadig ikke imponerende. Særligt ikke når man ser på rekrutteringsbasen i den offentlige sektor - altså laget lige under lederne, hvor der er flere kvinder end mænd at rekruttere fra, siger formand Lisa Herold Ferbing til Politiken.

/ritzau/