Flere meldes sårede efter raketangreb mod FN-base i Mali

Skrevet af admin

28/11/2015

Dagens topnyheder

To soldater fra FN's fredsbevarende styrker og en civil er blevet dræbt lørdag morgen, da en lejr med FN-styrker i Kidal i den afrikanske stat Mali blev udsat for et raketangreb, oplyser en talsmand fra FN-styrken Minusma.

- Ud over de tre dræbte er der fire alvorligt sårede, siger Oliver Salgado, der er vicekommunikationschef for FN's fredsbevarende styrke Minusma til Reuters.

En unavngiven kilde siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at antallet af sårede er 14 og tre af dem alvorligt.

- Der blev affyret raketter fra omkring klokken 04 ind i Minusma-lejren, tilføjer Olivier Salgado.

Mali er en tidligere fransk koloni, hvor Frankrig har udstationeret omkring 1000 soldater. Franskmændene samarbejder med fredsbevarende FN-styrker om at stabilisere situationen i Mali og forhindre militante islamister i at udføre angreb.

For lidt over en uge siden angreb militante et hotel i Malis hovedstad, Bamako, hvor 20 mennesker blev dræbt, heriblandt 14 udlændinge.

Bevæbnede mænd holdt 20. november 170 hotelgæster og personale som gidsler under ni timers belejring, før soldater fra Mali og internationale styrker stormede hotellet for at befri gidslerne.

Tre forskellige grupper har påtaget sig skylden. Det er al-Qaeda i det islamiske Maghreb (AQIM), udbrydergruppen al-Mourabitoun og Massinas befrielsesfront (MLF).

Mali har været ramt af uroligheder, siden den nordlige del af landet i 2012 faldt i hænderne på jihadistgrupper med forbindelse til al-Qaeda.

Islamisterne var for en stor dels vedkommende drevet bort af den fransk-ledede militære intervention tidligt i 2013, men store dele af Mali er forblevet lovløst og udsat for terrorangreb.

Minusma har været den FN-mission, der har kostet flest FN-soldater livet siden UNOSOM II-missionen i Somalia i årene 1993-1995.

/ritzau/AFP