Flere pårørende søger forgæves om orlov

Skrevet af admin

25/07/2014

Dagens topnyheder

Antallet af personer, der får afslag på deres ansøgning om at passe en alvorligt syg pårørende, stiger markant.

Sådan lyder det fra Kræftens Bekæmpelse og flere af de socialrådgivere, der er tilknyttet landets hospitaler, skriver Politiken fredag.

Præcis hvor mange der får afslag på pasningsorloven, findes der ingen tal for, men fra 2009 til 2013 er antallet af pårørende, der har fået bevilget orlov, faldet fra 138 til 112, skriver Politiken.

- Der er højere og højere krav til, hvor syge vores patienter skal være for at give pasningsorlov, siger Lisjan Andersen, der er socialrådgiver på Finsencentret på Rigshospitalet, til Politiken.

Pasningsorlovens paragraf 118 kan søges af en pårørende – med tilknytning til arbejdsmarkedet – og giver mulighed for at varetage pasnings- og omsorgsopgaver for nærtstående med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med indgribende kronisk eller langvarig, herunder uhelbredelig, sygdom.

Det er kommunerne, der står for at bevilge pasningsorlov.

Ann Dora Nielsens mand havde netop fået konstateret uhelbredelig kræft i hjernen og skulle gennemgå en måned med 30 strålebehandlinger og kemoterapi oveni.

Men selv om hun stod alene med parrets tre børn på 3, 6 og 9 år, mente Viborg Kommune ikke, at hun skulle bevilges pasningsorlov i en måned. Kommunen afviste ifølge Politiken blankt hendes ansøgning.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det kom helt bag på mig, siger Ann Dora Nielsen til Politiken.

Hos Kommunernes Landsforening fastslår kontorchef i Center for Social og Sundhed, Christian Harsløf, at man følger de regler, Christiansborg har udstukket.

/ritzau/