Flere steder halter boligpriserne bagefter

Skrevet af admin

23/09/2014

Mest læste i dag

Nationalbanken har godt nyt i posen til landets boligejere. I år regner banken med, at boligpriserne over en kam vil stige med 2,7 procent mod en tidligere forventning om en prisstigning på 2,5 procent. Det skriver Nationalbanken i sin kvartalsoversigt for tredje kvartal.

Til næste år vil priserne stige med 2,6 procent - og i 2016 vil de stige med 3,2 procent. Men ikke alle boligejere får lige meget del i de stigende priser.

- Boligpriserne stiger på landsplan, men boligmarkedet halter som helhed stadig med lav omsætning, et betragteligt boligudbud og lange liggetider. Det dækker dog over betydelige regionale forskelle, skriver banken.

Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker hos Nordea, har regnet på tallene og er kommet frem til, at boligejerne har udsigt til en værdistigning på 4280 kroner hver måned, hvis man tager udgangspunkt i et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter til 1.550.000 kroner ved udgangen af 2013.

- Får Nationalbanken ret i sin prognose, så betyder det, at det pågældende hus kan sælges for 1.613.000 kroner ved udgangen af 2014, for 1.633.000 kroner ved udgangen af 2015 og for 1.704.000 kroner ved udgangen af 2016, skriver chefanalytikeren i sin beregning.

Men boligmarkedet udvikler sig forskelligt på tværs af landet. Det er især boligejerne i de store store byer, specielt i København, der mærker de stigende priser, mens de er vigende i andre dele af landet.

- I København by var den årlige prisstigningstakt i første kvartal 2014 således 12 procent for ejerlejligheder og 9,3 procent for huse, mens huspriserne i Vest- og Sydsjælland faldt 0,7 procent, skriver Nationalbanken.

- I Nordjylland har huspriserne været omtrent uændrede siden begyndelsen af 2009, dog med en svagt faldende tendens, står der i kvartalsoversigten.

/ritzau/