Flertal af briter vil af med det nuværende valgsystem

Skrevet af admin

05/05/2015

Mest læste i dag

Et solidt flertal af briterne går ind for en reform af landets valgsystem.

Det fremgår af en meningsmåling, som instituttet ORB har foretaget.

Ifølge målingen, som avisen The Independent citerer, siger 61 procent af befolkningen, at valgsystemet skal reformeres, så mindre partier bliver bedre repræsenteret i parlamentet i Storbritanniens hovedstad, London.

39 procent går ind for at bevare det nuværende system.

I øjeblikket er briterne midt i en valgkamp forud for parlamentsvalget torsdag.

Meningsmålingerne siger, at vælgerne sammensætter et parlament, der kan få meget svært ved at finde et flertal.

De to store partier, Det Konservative Parti og arbejderpartiet Labour, ligger side om side med opbakning fra omkring 34 procent af vælgerne, så de bliver nødt til at finde koalitionspartnere for at danne regering.

Ofte har vælgerne ellers givet et af de to partier absolut flertal.

The Independent skriver, at vælgerne ved en folkeafstemning for fire år siden afviste at ændre valgsystem. Nu erkender politikere fra alle partier, at debatten om systemet nok vender tilbage efter valget.

Systemet kaldes i folkemunde "vinderen tager det hele". Der er 650 valgkredse, og den kandidat, der i en given valgkreds får flest stemmer, vinder pladsen i parlamentet.

De øvrige stemmer bruges ikke til noget - der er altså ingen tillægsmandater som i Danmark.

Det giver et stort stemmespild.

For eksempel ventes de skotske nationalister i partiet SNP kun at få omkring fire procent af stemmerne. Partiet stiller kun op i Skotland, men her siger nogle meningsmålinger, at SNP gør rent bord og vinder samtlige 59 mandater.

Det EU- og indvandrerkritiske parti Ukip stiller op i hele Storbritannien og ligger i målingerne til at få opbakning fra 13 procent af vælgerne.

Men partiet vinder kun måske to valgkredse, så rigtig mange Ukip-stemmer får ikke lov at arbejde.

/ritzau/