FN-chef beder USA og Rusland redde Syriens våbenhvile

Skrevet af admin

03/05/2016

Dagens topnyheder

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, sender en indtrængende bøn til USA og Rusland om at gøre, hvad de kan for at få den syriske våbenhvile tilbage på sporet.

I Syrien fortsatte regimets luftangreb mandag mod de oprørskontrollerede del af storbyen Aleppo. Alene i den seneste uge meldes flere hundrede civile dræbt af det syriske styres bomber og oprørsgruppers angreb mod regeringskontrollerede områder.

Inden weekenden meddelte USA og Rusland, at de har planer om at forstærke den våbenhvile, der blev indført 27. februar, men som kun gælder for regionerne omkring hovedstaden Damaskus og kystbyen Latakia.

Det er ikke nok, mener Ban Ki-moon.

- Han er dybt bekymret over den farlige optrapning af kampe i og omkring Aleppo og de utålelige lidelser, det forårsager for civile, siger Bans talsmand Stephane Dujarric.

Tirsdag mødes generalsekretærens særlige udsending til Syrien, Staffan di Mistura, med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, i Moskva.

Forud for det møde beder Ban Ki-moon de internationale aktører - særligt USA og Rusland - om at øge presset på de syriske parter i krigen for at få våbenhvilen på plads igen.

USA's udenrigsminister, John Kerry, var i Genève mandag, hvor han blandt andet mødtes med Mistura og arabiske ministre i håb om at få stoppet kamphandlingerne i Aleppo.

Efter at Kerry rejste fra Genève tilbage til Washington, ringede han til sin russiske kollega for at drøfte, hvordan de kan samle stumperne af våbenhvilen sammen.

De to udenrigsministre "enedes om nye tiltag fra Moskvas og Washingtons side", oplyser det russiske udenrigsministerium ifølge AFP uden at forklare yderligere.

/ritzau/NTB