FN fjerner "Isis" fra liste over mulige navne til orkaner

Skrevet af admin

18/04/2015

Mest læste i dag

Det er ikke passende, hvis en orkan i løbet af de kommende år får navnet "Isis", mener FN's vejragentur (WMO).

Derfor er navnet blevet slettet fra agenturets officielle liste over, hvad orkaner kan blive døbt i fremtiden.

"Isis" er blevet fjernet, fordi det anses for uhensigtsmæssigt, at en orkan kan komme til at dele navn med den militante gruppe Islamisk Stat (IS), som i blandt andet USA kendes som Isis og Isil, oplyser WMO fredag.

Clare Nullis, der er talskvinde for WMO, fortæller, at "Isis" har stået på listen over, hvad man kan kalde orkaner i den nordøstlige del af Stillehavet.

"Isis" er navnet på en egyptisk gudinde, men bruges altså også i disse år som henvisning til den militante bevægelse, der har trukket blodige spor hen over særligt Syrien og Irak.

Den islamistiske gruppe har erobret store territorier i landene og beskyldes for at begå brutale overgreb og massakrer mod civile.

Forslaget om at fjerne "Isis" fra orkanlisten blev godkendt af WMO's orkankomité, der fredag mødtes i Costa Rica.

- Orkankomitéen har fjernet navnet "Isis" fra listen over navne og har vedtaget, at navnet erstattes af "Ivette", siger Clare Nullis.

- Navne bliver fjernet fra listen, der roterer hver sjette år, hvis de anses som upassende, eller hvis de har forårsaget for meget ødelæggelse eller for mange dræbte, siger Nullis, der dog tilføjer, at det ikke var tilfældet med "Isis".

Ud over at fjerne navnet med den ubehagelige konnotation er også navnet "Odile" slettet. Det bliver skiftet ud med "Odalys".

Orkanen Odile bragede ind over populære strande på den mexicanske halvø Baja California i september og medførte omfattende strømafbrydelser, voldsomme oversvømmelser og flere omkomne.

/ritzau/Reuters