FN fordømmer drab på amerikansk journalist

Skrevet af admin

23/08/2014

Mest læste i dag

FN's Sikkerhedsråd fordømmer på det kraftigste "det afskyelige og feje mord på James Foley". Det sker i en fælles meddelelse fra rådets 15 medlemmer.

- Hændelsen er en tragisk påmindelse om de tiltagende farer, som journalister hver dag står over for i Syrien, lyder det.

- Den viser også endnu en gang brutaliteten fra Isil (Islamisk Stat, red), der er ansvarlig for tusindvis af overgreb mod det syriske og irakiske folk.

Den amerikanske freelancejournalist James Foley blev taget til fange af jihadister fra Islamisk Stat (IS) i det nordlige Syrien i november 2012. Tirsdag offentliggjorde bevægelsen en video af henrettelsen af journalisten.

Drabet er siden blevet skarpt fordømt i hele den vestlige verden.

- Medlemmerne af Sikkerhedsrådet har understreget, at Isil skal bekæmpes og at den intolerance, vold og had, som det støtter, skal stoppes.

Samtidig understreger rådet, at der er behov for en fælles indsats blandt regeringer og institutioner for at bekæmpe jihadistbevægelsen, der har erobret en del af Syrien og en del af Irak og udråbt arealet til et kalifat.

For to uger siden indledte USA flyangreb mod IS i Irak for at hjælpe de lokale styrker med at stoppe jihadisternes offensiv. Siden har amerikanske kampfly og droner ifølge Pentagon gennemført omkring 90 strategiske angreb.

Men den amerikanske militære ledelse understreger, at det ikke er tilstrækkeligt at bekæmpe IS i Irak. Bevægelsen vil udgøre en fare, så længe den har et fristed i de erobrede områder i Syrien, lyder det.

/ritzau/Reuters