FN holder hastemøde om krise mellem Israel og Hizbollah

Skrevet af admin

28/01/2015

Mest læste i dag

De 15 medlemmer af FN's Sikkerhedsråd drøfter onsdag aften på fransk foranledning krisen mellem Israel og Hizbollah.

Den mangeårige strid mellem Israel og den shiamuslimske milits i Libanon er atter brudt ud, efter at Hizbollah har beskudt israelske køretøjer i grænseområdet mellem Israel og Libanon.

Et køretøj er onsdag blevet ramt, og Israel melder om to dræbte soldater og syv sårede. Samtidig er en spansk FN-soldat i området dræbt.

Eskaleringen har skabt frygt for, at en større konflikt som den månedlange krig, parterne udkæmpede i 2006, kan bryde ud.

I forvejen er der rigeligt med blodsudgydelser i regionen, hvor den syriske borgerkrig raser, og hvor den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) kæmper for at bevare og udvide de områder, som IS har udråbt som et kalifat i Syrien og i Irak.

Sikkerhedsrådets møde i New York, der begyndte klokken 22, kom, efter at Israel havde erklæret, at Hizbollahs angreb vil blive besvaret.

I Tel Aviv mødtes Benjamin Netanyahu, den israelske premierminister, med sine sikkerhedschefer for at drøfte, hvad svaret skal være.

Ron Prosor, Israels FN-ambassadør, har i et brev til Sikkerhedsrådet fastslået, at Israel agter at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at forsvare sig selv mod Hizbollahs angreb.

- Israel vil ikke stå og se på, mens Hizbollah angriber israelere, skriver han i brevet, der også er stilet til FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

/ritzau/AFP