FN: Irakeres uenighed sender landet på vej mod kaos

Skrevet af admin

12/07/2014

Mest læste i dag

Splittelsen tager til i det uroplagede Irak, og nu advarer en udsending fra FN om, at landet risikerer "kaos", hvis ikke politikerne hurtigt danner ny regering.

Samtidig vinder militante frem i det voldshærgede land.

Udmeldingen kommer forud for, at irakiske politikere søndag mødes i det nye parlament for at forsøge at danne regering. De store partier har mødt voldsom kritik fra USA, fordi de ikke gør nok for at skabe forsoning og samarbejde i det splittede land.

Dagen før mødet advarer Nikolaij Mladenov, der er udsending for FN i Irak, om, at "manglende fremgang i forsøget på at vælge en ny parlamentsformand, ny præsident og ny regering risikerer at kaste landet ud i kaos".

- Det vil kunne tjene interesserne hos de, der taler for en opdeling af folket i Irak og for at ødelægge deres chancer for fred og velstand, siger Nikolaij Mladenov.

Lørdag brød der kampe ud i den centrale provins Diyala, hvor militæret kæmpede mod militante, der har indtaget store territorier og en række byer under en offensiv, der blev indledt den 9 juni.

I sidste uge, da parlamentet blev åbnet, lykkedes det ikke at komme nærmere en regeringsdannelse efter valget til nationalforsamlingen den 30. april.

Forhandlingerne blev hurtigt udskudt til næste måned, men denne beslutning er blevet mødt med voldsom kritik fra både irakere og fra internationalt hold.

Premierminister Nuri al-Maliki kæmper for at få en tredje periode ved magten til trods for, at der har lydt højlydt kritik af navnligt hans person fra blandt andre USA.

Oprørsgruppen Den Islamiske Stat i Irak og Levanten (Isil) har sat centralstyret i hovedstaden Bagdad under voldsomt pres, efter at den har overtaget magten i flere områder af landet.

Siden gruppen indledte en offensiv i sidste måned, har den udråbt et kalifat i den omstridte nordlige provins Kirkuk og kalder sig nu blot for Islamisk Stat.

/ritzau/AFP