Fokuserede danske håndboldkvinder tæver tynde tunesere

Skrevet af admin

27/11/2015

Dagens topnyheder

Danmarks håndboldkvinder fik ikke den store modstand, men på grund af andre omstændigheder i virkeligheden i fin test ud af fredagens kamp mod Tunesien i Gijon i Spanien.

Danskerne vandt kampen 33-15 efter føring på 14-6 ved pausen.

Allerede tidligt i kampen var det tydeligt, at tuneserne ikke for alvor kunne true de kommende danske VM-værter. Danmark førte 5-0 efter ni minutter og udbyggede stille og roligt den føring.

I den næsten mennesketomme arena i Gijon, Palacio de Deportes de La Guia, bevarede danskerne koncentrationen.

Landsholdet blev en smule udfordret, da forsvarskrumtappen Rikke Skov fik rødt kort for en tackling fem minutter før pausen.

På den baggrund måtte Klavs Bruun Jørgensen og hans assistent Søren Herskind finde andre løsninger. Det gjorde de også. Mange spillere fik spilletid og landstrænerne fik lejlighed til at se forskellige konstellationer.

Louise Burgaard plejer også at have en større rolle på det danske landshold, men hun har problemer med sit ene knæ og fik derfor lov at forlade udskiftningsbænken og helt droppe fredagens kamp.

Heller ikke i anden halvleg kunne tuneserne finde åbninger i en velorganiseret dansk defensiv.

11 minutter efter pausen førte danskerne 21-9 og her stoppede det slet ikke.

Tunesiens bedste spiller Mouna Chebbah er en god bekendt af Danmark, men tuneseren, som har huseret i både Viborg og Esbjerg, var kun en skygge af sig selv efter en skadesplaget sæson.

Danmark spiller både lørdag og søndag i turneringen i Spanien. Lørdag gælder det Angola, mens værterne fra Spanien venter på søndag.

Danmark indleder VM på hjemmebane mod Japan på næste lørdag.

/ritzau/