Forening: Fornuftigt ikke at ville sænke kriminel lavalder

Skrevet af admin

07/10/2015

Dagens topnyheder

- Det er sund fornuft, at regeringen ikke har lavere kriminel lavalder med på lovprogrammet for det næste folketingsår.

Sådan lyder det fra John Hatting, formand for Kriminalforsorgsforeningen, som er en forening for de civilt ansatte i kriminalforsorgen.

- Der kan ikke opstøves én anset faglig ekspert, der peger på fordele ved en lavere kriminel lavalder. Internationalt vil vi også få alvorlig kritik, for FN peger på en lavalder på 14-16 år samtidig med, at de understreger, at man aldrig må sænke lavalderen.

- Ungdomskriminaliteten styrtdykker, og så sent som i dag kom der nye tal, der bekræfter det fortsatte fald, og den udvikling kan man bremse med lavere lavalder og ungdomsdomstole, som begge vil medføre flere kriminelle og dermed mere kriminalitet.

John Hatting har tidligere været ude at advare mod at sænke den kriminelle lavalder.

Det skete i forbindelse med, at Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med tre andre partiledere - Kristian Thulesen Dahl (DF), Anders Samuelsen (LA) og Søren Pape (K) tilbage i 2014 skrev en kronik i Berlingske.

Her kom den markante melding om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år blandt andet med ordene:

- Vi skal have en ungdomskriminel lavalder, hvor konsekvens skal gå hånd i hånd med ønsket om at få de unge væk fra kriminalitet og ind i det store brede fællesskab i samfundet, stod der i kronikken.

Men det er altså ikke blevet en del af næste års lovprogram. Og det undrer Dansk Folkeparti.

- Der er jo på forhånd flertal for det, og vi vil holde ministeren oppe på det her. Vores tålmodighed er ikke ubegrænset, har retsordfører Peter Skaarup tidligere sagt til Ritzau.

Men John Hatting er derimod glad og håber, at det aldrig sker.

- Søren Pind har fagligt fuldstændig ret, når han siger, at der især skal tages hånd om de værste ungdomskriminelle.

- Og jeg føler mig overbevist om, at han er klar over, at han spiller hasard med unges fremtidsmuligheder, hvis han som en del af løsningen sænker lavalderen, siger John Hatting.

/ritzau/