Forfatteren Vagn Lundbye er død

Forfatteren Vagn Lundbye er død. En kilde tæt på familien oplyser, at han sov ind på et plejehjem lørdag ved 18-tiden.

Vagn Lundbye blev 82 år gammel og har gennem en lang karriere skrevet adskillige bøger, digte, noveller og romaner siden hans første udgivelse "Signalement" fra 1966.

Vagn Lundbye blev født i Vanløse i 1933, men voksede op i Aarhus, hvor han også tog sin realeksamen.

Han uddannede sig først som officer, men siden som lærer og debuterede i tidsskriftet Vindrosen med novellen "En af disse" i 1964.

To år efter romandebuterede han med "Signalement", der var startskuddet til omkring 50 udgivelser. Blandt dem er "Nico" fra 1969 og "Anholt-trilogien", der udkom i perioden 1978-1982.

Med udgangspunkt i rejser og et ophold hos nordamerikanske indianere har han blandt andet skrevet "Indianske Skyggebilleder".

I 1984 og 1987 deltog Vagn Lundbye i ekspeditioner til Nordøstgrønland for at finde spor efter Danmarks-ekspeditionen 1906-1908. Det resulterede i bogen "Omkom 79 Fjorden".

I 2002 vakte Vagn Lundbye stor opmærksomhed, da han med den selvbiografiske roman "Trefoldighedsbarn" skrev om forholdet til sin tyranniske og voldelige far.

/ritzau/

Dagens Gossip