Formodet sexkrænker fra Christianshavn anholdt i Norge

Skrevet af admin

04/09/2015

Dagens topnyheder

Norsk politi har anholdt en 21-årig mand, som er eftersøgt i Danmark. Manden er mistænkt for at være trængt ind til en sovende kvinde på Christianshavn i København og for at have krænket hende seksuelt.

- Jeg kan bekræfte, at han er blevet anholdt, og at det er sket i Norge, fortæller politikommissær Bo Hass Jensen til Ritzau.

Københavns Politi efterlyste torsdag manden med navn og billede i offentligheden, og nu er det altså lykkedes at få fat i manden.

- Nu skal han først fængsles oppe i Norge, og så tager vi i næste uge fat på at få ham udleveret, siger Bo Hass Jensen.

Politikommissæren fortalte torsdag til Ritzau, at man er overbevist om, at den 21-årige svensker er gerningsmanden til den uhyggelige forbrydelse. Han vil dog ikke komme ind på, hvad der gør politiet så sikker i sin sag.

En kvinde i 60'erne lå og sov i sit hjem på Christianshavn i København, da en listetyv 13. august krænkede hende seksuelt.

Politiet har tidligere oplyst, at gerningsmanden trængte ind i kvindens hjem gennem et åbentstående vindue angiveligt med indbrudstyveri for øje.

Kvinden vågnede ved, at manden stod bøjet over hende, hvorefter han krænkede hende seksuelt. Bo Hass Jensen ønsker ikke at oplyse nærmere om, hvad der er sket.

- Det skal han selv have lov til at forklare, når vi får fat på ham, uden at han har kunnet læse om det i pressen først, sagde Bo Hass Jensen torsdag

Selv om gerningsmanden formentlig kun havde indbrud for øje, da han trængte ind i lejligheden, så betragter politiet sagen som en kombination af røveri og seksuelt overgreb.

Et tyveri forvandler sig rent juridisk til et røveri, når gerningsmanden anvender vold eller trusler over for sit offer, og det straffes markant hårdere end tyveri.

Bo Hass Jensen oplyser til Ritzau, at den mistænkte på gerningstidspunktet opholdt sig ulovligt i Danmark.

- Han har et indrejseforbud i forbindelse med en tidligere dom for kriminalitet, fortæller Bo Hass Jensen.

/ritzau/