Forretningsmand får fængsel for svindel med sodavand

En mand fra Slagelse er onsdag idømt fængsel i en sag om svindel med sodavand og om falske pantetiketter.

Han skal desuden af med en bøde på 3,9 millioner kroner, lyder det i dommen fra Retten i Glostrup.

Fængselsstraffen til Fuat Tastan, der er 33 år, er fastsat til to år og tre måneder.

Ud over svindel med moms og afgifter er han fundet skyldig i at ville bestikke en medarbejder i Skat med 30.000 kroner.

Medarbejderen fik det usædvanlige tilbud på en restaurant på rastepladsen i Greve, hvis han til gengæld ville droppe sagen.

Fuat Tastan solgte mere end fire millioner øl og sodavand, men afregnede ikke moms og afgifter, fastslår retten.

Den ulovlige handel havde et så voldsomt omfang, at de danske rettighedshavere i 2014 kunne notere et stort fald i salget af et sodavandsmærke, oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse om sagen.

Derefter begyndte politiet og Skat at se på sagen, og den nu dømte hovedmand blev aflyttet.

I efteråret 2015 blev han afsløret på grænsen mellem Serbien og Kroatien med over 100.000 falske etiketter på danske pantmærker. Etiketterne var blevet trykt i Tyrkiet.

I bilen sad også en 65-årig mand. Han er onsdag idømt fængsel i fire måneder, som er gjort betinget af, at han udfører samfundstjeneste.

Den tredje mand i sagen, der er 45 år, straffes med ubetinget fængsel i fire måneder.

De to sidstnævnte overvejer nu, om de vil anke til landsretten. Derimod har den 33-årige Tastan, der under hele forløbet har nægtet sig skyldig, straks anket til frifindelse.

/ritzau/

Dagens Gossip