Forskere finder ny planet med ligheder til Jorden

Forskere har opdaget en planet med ligheder til Jorden. Planeten er en exoplanet og cirkulerer rundt om en af de stjerner, der er tættest på Solen.

Forskning peger på, at det er et stort skridt i retningen mod at finde svar på, om der er liv i rummet andre steder end på Jorden, skriver Reuters.

Et internationalt hold af 31 forskere fandt planeten efter omhyggelige og gentagne målinger af små skift i farven af ​​lys, der kommer fra stjernen Proxima Centauri.

Det er en vigtig og interessant opdagelse. Det viser, at der eventuelt kan være flere af den slags planeter derude. Sådan lyder det fra Michael Linde-Vørnle, astrofysiker og konsulent ved Institut for Rumforskning og Rumteknologi.

- Når vi har fundet en planet, der kredser omkring vores nærmeste nabostjerne, er det jo et oplagt rejsemål. Vi får det ikke tættere på. Det kan være med til at give vind i sejlene på de ideer, der eventuelt er for at lave ekspeditioner ud fra vores eget solsystem, siger han til Ritzau.

Planeten ligner Jorden på to måder oplyser Michael Linden-Vørnle. Den er ikke ret meget tungere, og så har den en temperatur, der gør, at der kan være flydende vand på dens overflade.

- Det ved vi ikke noget om endnu, men muligheden er der, og det er det, der gør den ekstra spændende, siger han.

Det er netop disse karakteristika, der har interesseret forskerne, som fandt planeten.

- Fokus for vores initiativ har været at undersøge muligheden for planeter, der kredser rundt om disse stjerner, kunne bære liv. Vi ved, at der mindst er én planet, med nogle karakteristika, der minder om jorden, siger Pete Worden, tidligere højtstående medarbejder hos den amerikanske rumfartsorganisation Nasa ifølge Reuters.

Planeten befinder sig omkring 4,2 lysår væk fra jorden. Det svarer til 40 billioner kilometer eller 40.000.000.000.000 kilometer.

Forskningen viser, at det er den nærmeste af 3500 planeter, der er blevet fundet uden for solsystemet siden 1995.

/ritzau/

Dagens Gossip