Forsvarende Vuelta-vinder får startforbud

Skrevet af admin

22/08/2014

Dagens topnyheder

Amerikaneren Chris Horner får ikke lov at forsvare sin sejr i Vuelta a Espana, når løbet bliver indledt med en holdtidskørsel lørdag.

Lampre-rytterens blodprøver viser, at han har for lavt niveau af stoffet kortisol i kroppen, og hans hold er medlem af MPCC, som er en sammenslutning af hold for en ren og troværdig cykelsport.

I den organisation har man et internt regelsæt om, at hvis en rytters kortisol-niveau er under et vist niveau, må han ikke starte. Et for lavt niveau kan indikere sygdom eller for meget brug af lægemidlet cortison.

Ifølge en pressemeddelelse fra holdet har Chris Horner lidt af bronkitis. Det kunne behandles med cortison, og cykelholdet søgte og fik tilladelse fra den internationale cykelunion, UCI, til at han kunne behandles med cortison. Men det skulle så have været gjort noget tidligere.

- Efter de obligatoriske UCI-blodprøver var taget, viste Chris Horners et for lavt niveau af kortisol i forhold til MPCC's regler. Derfor har holdet besluttet, i henhold til MPCC's regler, ikke at lade rytteren starte i løbet, selv om vi havde alle UCI-tilladelser på plads, lyder det i pressemeddelelsen.

Veteranen Chris Horner var sidste år en meget overraskende vinder af det spanske etapeløb, og Lampre-holdet investerede i ham på den baggrund. Derfor er det en alvorligt bet, at han ikke kan stille op.

- Selvfølgelig er jeg trist over de her nyheder. Jeg var parat til at forsøge at forsvare min sejr. Vueltaen har været mit primære mål for hele sæsonen. Men jeg må acceptere beslutningen, siger Horner selv ifølge cyclingnews.

/ritzau/