Forsvarer: Hackersag kunne være langt alvorligere

Skrevet af admin

30/10/2014

Dagens topnyheder

Forsvarer Luise Høj, der repræsenterer den svenske hacker Gottfrid Swartholm Warg i den store hackersag, mener, at hendes klient højest skal straffes med et års fængsel for at have hacket sig frem til offentlige registre hos CSC.

Hendes klient kunne nemlig have misbrugt registrene til langt mere alvorlige og farlige formål, siger Luise Høj.

- Det er ikke nogen lille og ubetydelig sag. Jeg er også med på, at der ligger en krænkelse, da der er tale om tyveri af CPR-numre.

- Men det er ikke den værste sag, man kan forestille sig, siger Luise Høj i sin strafprocedure.

- Ville det ikke være langt værre, hvis oplysningerne var stjålet med henblik på videresalg? At alle oplysningerne var blevet slettet? At oplysningerne var blevet offentliggjort, spørger Luise Høj ud i retssalen.

Forsvarerens krav er væsentligt mildere end senioranklager Maria Cingaris.

Anklageren kræver, at retten udnytter strafferammen og idømmer Warg ikke under fem års fængsel samt udvisning af Danmark.

Danske JKT, der er fundet medskyldig i forsøg på hacking, bør ifølge anklageren idømmes en fængselsstraf på mindst to år.

Ved hackerangrebene, der fandt sted i perioden april til august 2012, har hackerne fået adgang til forskellige offentlige registre, herunder CPR-registret, politiets kriminalregister og det såkaldte SIS-register over internationalt efterlyste personer.

/ritzau/