Fransk ministers afgang styrker præsidentvalgs-rygter

Frankrigs økonomiminister, Emmanuel Macron, er trådt tilbage fra sin post.

Det sker, "så han fuldt ud kan hellige sig sin politiske bevægelse", oplyser præsidentpaladset i en meddelelse.

I april lancerede Macron en ny politisk bevægelse, som han kalder "Den Store March".

I sidste måned antydede den 38-årige minister, at han har planer om at gå efter præsidentposten. I en tale sagde han, at han vil lede bevægelsen "til 2017 og til sejr".

Kilder tæt på ministeren sagde allerede tidligere på dagen til franske medier, at Macron ville gå af. Det kommer efter måneders spekulationer i franske medier om, at han måske vil stille op ved næste års præsidentvalg.

Han har gentagne gange afvist at kommentere, hvorvidt han stiller op til præsidentvalget, der holdes over to runder i april og maj næste år.

I sidste måned gav præsident François Hollande en advarsel til Macron. Han fik at vide, at han stod til fyring, hvis han ikke kunne respektere "solidaritet" inden for den socialistiske regering.

Macron mødtes ifølge det franske nyhedsmagasin Marianne med præsidenten klokken 15 onsdag for at meddele sin afgang.

Hollande har ifølge meningsmålinger den laveste vælgeropbakning af alle Frankrigs præsidenter siden Anden Verdenskrig.

Første runde af det franske præsidentvalg finder sted 23. april 2017.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip