Franske fly smadrede IS-kommandocenter i Mosul i Irak

Skrevet af admin

24/11/2015

Dagens topnyheder

Franske kampfly har tirsdag aften bombet et kommandocenter for jihadistgruppen Islamisk Stat ved Tal Afar omkring 45 kilometer vest for Mosul i Irak, oplyser en fransk embedsmand.

- Vi har ramt et kommandocenter for Islamisk Stat i Tal Afar, siger embedsmanden under præsident François Hollandes besøg i Washington, hvor han har holdt møde med sin amerikanske kollega, Barack Obama.

- Målet blev ødelagt, tilføjer embedsmanden.

De franske Rafale-kampfly lettede fra det franske hangarskib, Charles de Gaulle, tidligere tirsdag, siger embedsmanden.

I Paris siger militæret, at angrebet mod IS-kommandocentralen blev ledet af det amerikanske luftvåben, U.S. Airforce.

På mødet mellem de to præsidenter blev de enige om, at kampen mod IS skal intensiveres, samtidig med at ingen af de to statsledere var interesserede i at indsætte landstyrker for at bekæmpe IS i Syrien eller Irak.

Frankrigs eneste hangarskib, Charles de Gaulle, ankom mandag til den østlige del af Middelhavet for at franske kampfly kunne intensivere deres angreb på Islamisk Stat.

Efter de blodige angreb i Paris forrige fredag, hvor 130 blev dræbt, har Frankrig besluttet at optrappe kampen mod Islamisk Stat, som påtog sig skylden for begivenhederne i den franske hovedstad.

/ritzau/Reuters