Franskmand sender Atlético Madrid og Benfica videre

Skrevet af admin

25/11/2015

Dagens topnyheder

Atlético Madrid og Benfica er videre til 1/8-finalerne fra Champions Leagues gruppe C.

Det blev et faktum, da Atlético Madrid onsdag aften vandt 2-0 hjemme over Galatasaray, der inden kampen havde en mulighed for at gå videre.

Det har den tyrkiske klub ikke længere, for med fire point er Galatasaray nummer tre og kan maksimalt håbe på at gå videre til Europa Leagues 1/16-finaler via tredjepladsen.

Franske Antoine Griezmann scorede et mål i hver halvleg for Atlético, og det blev afgørende.

Atlético Madrid og Benfica har begge ti point og kæmper om førstepladsen i sidste spillerunde, hvor portugiserne tager imod den spanske klub.

Benfica sikrer førstepladen med mindst uafgjort.

Benfica spillede tidligere onsdag 2-2 ude mod FC Astana fra Kasakhstan, der er sidst i gruppen med tre point.

/ritzau/