Fredsformand: Det var rigtigt at give Obama Nobelprisen

Skrevet af admin

02/05/2016

Dagens topnyheder

Barack Obama, der nu er i gang med sit sidste år som USA's præsident, har gjort sig fortjent til Nobels fredspris, som han fik, da han ikke engang havde været statschef et år og endnu var mere kendt for store taler end store handlinger.

Det mener Thorbjørn Jagland, der som nyudnævnt formand for den norske Nobelkomité i 2009 gav den til en temmelig paf Obama, som først var på vej til at træde i karakter som verdensleder.

Men nu, da Obama efter to valgperioder bliver afløst på præsidentposten om blot otte måneder, har han levet op til forventningerne bag Nobels fredspris, mener ham, der gav ham den.

- Ja, absolut, siger Thorbjørn Jagland, der er generalsekretær i Europarådet og mandag kommer på officielt besøg i Danmark.

- Obama har taget et vigtigt skridt for at forhindre spredningen af atomvåben, siger han.

Thorbjørn Jagland siger, at Obama stoppede planerne om at bombe Iran for i stedet at forhandle en fredelig atomaftale på plads, og dermed har han indfriet forventningerne.

De fleste - inklusive Obama selv - mente ikke, at den nye amerikanske præsident havde nået at gøre sig fortjent til den prestigefyldte fredspris, da han fik den.

Mange så det derfor som en pris på forventet efterbevilling for gode hensigter i store taler, der først nu skulle til at føres ud i livet.

Ved prisoverrækkelsen i 2009 sagde Thorbjørn Jagland, at Obama får fredsprisen for sine visioner om diplomatiske løsninger, samarbejde mellem folk og en verden fri for atomvåben.

Obama pegede i sin takketale selv på paradokset i, at han modtog fredsprisen, samtidig med at han førte blodige krige i både Irak og Afghanistan.

- Jeg tager imod denne pris med stor ydmyghed, sagde Obama.

- Ved siden af nogle af historiens giganter, der her modtaget denne pris, så er mine bedrifter små, sagde han.

Socialdemokraten Thorbjørn Jagland, der sidste år blev afsat som formand for Nobelkomitéen efter et regeringsskifte i Norge og nu er menigt medlem af komitéen, uddelte i 2012 fredsprisen til EU.

I Alfred Nobels testamente hedder det blandt andet, at den, som inden for det sidste år, har bidraget mest til internationalt fredsarbejde, skal have fredsprisen.

/ritzau/