Frustreret Gudmundsson: Vi brændte for mange chancer

Det er sjældent, at landstræner Gudmundur Gudmundsson bruger de store gloser efter håndboldkampene.

Men efter torsdagens nederlag mod kroaterne i den tredje gruppekamp ved OL, så var selvkritikken tydelig.

- Vi lavede for mange fejl. Og jeg er meget skuffet over, at vi brændte så mange chancer. I en så svær og hård kamp kan man ikke tillade sig at brænde så meget.

- Alene i første halvleg brændte vi seks-syv store chancer. Det er for mange. I anden halvleg lavede vi for mange tekniske fejl, og vi spillede forfærdeligt i overtal.

- Det var usædvanligt fra vores side. Det har jeg næsten ikke set før, siger Gudmundsson, som ikke var færdig med selvkritikken.

- Jeg savnede mere intensitet fra starten af kampen. Jeg synes, at modstanderen var mere aggressiv og spillede med et højere tempo end os, siger islændingen.

Landstræneren mener dog ikke, at nederlaget er et udtryk for Danmarks øjeblikkelige styrke ved OL i forhold til de andre medaljekandidater som eksempelvis Kroatien.

- Nej, det synes jeg ikke. Kroatien vandt kun med et mål over Argentina. Og vi har set Tunesien spille uafgjort mod Qatar. Så alle kan slå alle, siger Gudmundsson.

Backen Mads Christiansen er dog ærgerlig over, at Danmark, som besejrede Argentina og Tunesien i de to første kampe, ikke levede op til forventningerne i den første alvorlige styrkeprøve ved OL.

- Vi kigger ikke så meget på den kvartfinale. Den skal vi selvfølgelig nå, men målsætningen er at vinde alle kampe. Og både Kroatien, Qatar og Frankrig er hold, vi føler vi kan spille lige op med og skal kunne slå på de gode dage.

- Vi ramte ikke en god nok dag mod kroaterne til at kunne vinde, men det betyder ikke, at troen på egne evner ikke er der.

- Nu er lysten endnu større til at gå ud og bevise, at kan være med på dette niveau og ikke kun kan slå de på papiret mindre hold, men også dem vi er jævnbyrdige med, siger Mads Christiansen.

/ritzau/

Dagens Gossip