Fyret Rosenborg-træner kender ikke dansk indkøb

Skrevet af admin

22/07/2014

Mest læste i dag

Den nu tidligere Rosenborg-træner Per Joar Hansen er alt andet end tilfreds med arbejdsforholdene i den norske storklub, hvor han mandag fik fyresedlen, selv om klubben aktuelt er på andenpladsen i Tippeligaen.

Hansen mener, at arbejdsfordelingen i klubben er uklar, og at trænerens rolle er at sammenligne med en kontorchefs.

Han peger blandt andet på, hvordan Rosenborg-ledelsen købte den unge målsluger Emil Nielsen i den danske 2. divisionsklub Roskilde bag trænerens ryg.

- Vi har et eksempel med en spiller nu, Emil Larsen (Nielsen, red.) fra Danmark. Jeg havde ikke set ham, da han blev hentet. Sådan kan det ikke foregå, når man henter spillere til en klub, siger Per Joar Hansen ifølge VG på en pressekonference efter fyringen.

Om det er med vilje, at træneren kalder den for ham ukendte angriber for Larsen i stedet for det korrekte Nielsen, er uvist.

- Det er klart, at han kan være et spændende emne, han kan blive en succes, men i min verden må trænere få lov at se spillere, før de hentes til klubben, mener han.

Emil Nielsen, der i sidste sidste lavede 34 mål for Roskilde, begynder i Rosenborg efter nytår.

Hvem hans nye træner bliver, er foreløbig ikke besluttet. Det står klart, at den tidligere landsholdsspiller Kåre Ingebrigtsen overtager Rosenborg i resten af 2014.

/ritzau/