Fyret Viborg-træner har fundet nyt job i Ungarn

Skrevet af admin

27/03/2015

Dagens topnyheder

Håndboldtrænerprofilen Christian Dalmose har fundet nyt job udenfor Danmarks grænser.

Den fyrede Viborg-træner skal i fremtiden være cheftræner i Siófok KC, som spiller i den ungarske liga.

Klubben har fredag præsenteret danskeren på et pressemøde.

- Lige nu er jeg beæret og utroligt glad. Jeg har besøgt klubben et par gange og fandt hurtigt ud af, at det er det rette for mig, siger Christian Dalmose til DR Sporten.

Det ungarske hold er lige nu nummer seks i den ungarske liga.

Christian Dalmose blev fyret pludseligt i Viborg for en måned siden. Nu bytter han domkirkebyen ud en med en mindre ferieby i det vestlige Ungarn ved bredden af Balatonsøen.

- Jeg har tidligere fået tilbud fra udlandet, hvor jeg har sagt nej, men denne gang føler jeg, at det er rigtige for mig, siger han videre.

Det er endnu ikke kommet frem, hvad der var den egentlige årsag til Dalmoses fyring i Viborg. Selv ønsker han ikke at fremme offentlighedens forstået af sagen.

- Jeg har via min advokat fået en god fratrædelsesaftale, og jeg er egentlig bare stolt af at have været træner i Viborg. I sidste sæson vandt vi tre titler, så det har været to rigtigt gode år i Viborg, siger Christian Dalmose, der slår fast, at han ikke har mere at tilføje om sin tid i Viborg.

Christian Dalmose begynder i sit nye job 1. juli.

/ritzau/