Gaddafi-søn dømmes til døden i Libyen

Skrevet af admin

28/07/2015

Mest læste i dag

Saif al-Islam, som er søn af Libyens mangeårige leder Muammar Gaddafi, er dømt til døden ved en libysk domstol tirsdag.

Gaddafi-sønnen blev fundet skyldig i blandt andet korruption og i flere tilfælde af drab under oprøret mod hans fars styre i foråret 2011, skriver det statslige nyhedsbureau i Libyen.

Dommen blev afsagt i Saif al-Islams fravær, idet han er tilbageholdt af en oprørsgruppe i den sydvestlige Zintan-region. Denne gruppe er imod styret i hovedstaden Tripoli, skriver Reuters.

Saif al-Islam har kun været til stede ved retssalen via en videoforbindelse. Det er dog ikke sket siden maj sidste år.

Otte andre blev ligeledes dødsdømt, heriblandt Gaddafis tidligere efterretningschef, Abdullah al-Senussi, og Gaddafis tidligere premierminister Baghdadi al-Mahmoudi.

Tidligere har Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag forsøgt at få udleveret Saif al-Islam, som er eftersøgt af ICC for forbrydelser mod menneskeheden.

ICC siger, at Saif al-Islam var en del af sin fars inderkreds, og at han havde ansvaret for regimets undertrykkelse af civile demonstrationer mod Gaddafi-styret.

Libyen har hele tiden fastholdt, at Saif skulle stilles for en libysk domstol. Menneskerettighedsgrupper har imidlertid udtrykt bekymring for, at han ikke ville få en retfærdig retssag i Libyen.

I alt var 37 personer anklaget for forbrydelser, herunder drab, tortur og voldtægt, som skulle være begået i forbindelse med oprøret i Libyen i 2011.

Saif al-Islam blev anholdt 19. november 2012 i den sydlige del af Libyen.

Året inden var hans far blevet væltet fra magten og blev i oktober 2011 slået ihjel af libyske oprørere.

I dag er Libyen præget af uroligheder og kampe mellem forskellige militser og politiske grupperinger, der slås om magten i landet.

Landet har to regeringer - en i hovedstaden Tripoli, som ikke er internationalt anerkendt, og en folkevalgt regering, der er anerkendt af en række lande og har hovedsæde i det østlige Libyen.

/ritzau/AFP