Galbraith ryger på bænken efter superkamp

Skrevet af admin

03/05/2015

Dagens topnyheder

Banens bedste lørdag, bænkevarmer søndag.

Sådan er situationen for ishockeylandsholdets målmand Patrick Galbraith, som efter sin superkamp mod Slovakiet må tage plads i udskiftningsboksen, når Danmark møder Finland ved VM søndag aften.

Landstræner Jan Karlsson oplyser i en pressemeddelelse, at han i kampen mod finnerne vil sende truppens anden målmand, Sebastian Dahm, i aktion, mens Galbraith kan tage en pause efter den opslidende kamp mod slovakkerne, hvor han leverede 39 redninger.

Dahm får altså chancen for at bevise sit værd, efter at Rødovre-keeperen leverede flotte præstationer i testkampene før afrejsen til Ostrava.

Det bliver karrierens anden VM-kamp for den 28-årige keeper seks år efter debuten ved VM i Kloten i Schweiz, hvor modstanderen også var Finland. Den kamp endte med et dansk nederlag på 1-5.

Helt uventet er landstrænerens manøvre ikke, for det har hele tiden fremstået som en oplagt mulighed at give de to målmænd en kamp hver i turneringens første weekend.

Ikke blot for at spille begge keepere ind i turneringen, men også fordi det for en målmand er fysisk krævende at spille to kampe på to dage.

Umiddelbart efter kampen mod Slovakiet ville Karlsson ikke forholde sig til målmandsspørgsmålet, fordi truppen først skulle diskutere Finland-kampen på et taktikmøde lørdag aften.

Udskiftningen i målet er ikke den eneste ændring i forhold til den succesfulde premiere: Morten Poulsen glider ud af holdet efter at have pådraget sig et mindre brud på en finger.

Han bliver erstattet af Kim Staal, der sætter dansk rekord med 18 VM-slutrunder, når han første gang sætter skøjterne på isen.

Kampen mod Finland begynder klokken 20.15.

/ritzau/