General: Hospitalsangreb var en tragisk misforståelse

Skrevet af admin

25/11/2015

Mest læste i dag

En amerikansk undersøgelse af det dødbringende angreb 3. oktober på et hospital i byen Kunduz i det nordlige Afghanistan konkluderer, at "ulykken kunne være undgået", og at det primært skyldtes menneskelige fejl, siger en højtstående amerikansk officer onsdag.

- Det var en tragisk misforståelse. Amerikanske styrker ville aldrig bevidst angribe et hospital eller andre beskyttede anlæg, siger general John Campbell, der er øverstkommanderende for internationale og amerikanske styrker i Afghanistan.

Campbell, der afslører resultaterne af undersøgelsen, siger til journalister på et pressemøde, at de personer, der var tættest på begivenheden, er blevet suspenderet fra deres tjeneste.

Hospitalet blev drevet af organisationen Læger Uden Grænser, MSF, og angrebet kostede 22 mennesker livet, heraf var 12 MSF-medarbejdere.

Undersøgelsen konstaterer, at de amerikanske styrker, delvist på grund af tekniske fejl, fejlidentificerede hospitalet og troede, at de angreb en anden bygning i byen.

Det amerikanske militær bekræfter, at Læger Uden Grænser havde ringet 12 minutter inde i angrebet for at meddele den amerikanskledede koalition, at hospitalet var under angreb.

Brigadegeneral Wilson Shoffner, der er vicestabschef for kommunikation for internationale styrker i Afghanistan, siger, at da de amerikanske styrker indså deres fejl, havde det tungt bevæbnede AC-130-kampfly indstillet beskydningen af MSF-bygningen.

- Undersøgelsen er nået frem til, at nogle af de involverede amerikanske personer ikke fulgte reglerne for militæroperationer, siger Shoffner.

/ritzau/Reuters