Genmab-aktien fortsætter himmelflugt

Skrevet af admin

28/11/2014

Dagens topnyheder

Efter fredagens aktiehandel er Genmab-aktien november måneds største højdespringer blandt C20-aktierne.

Aktien sluttede sidste måned på 258,9, og fredag sluttede aktien i handel til kurs 295. Det er en stigning på 14,2 procent i løbet af november.

Den stigning har givet Genmabs aktionærer en kursgevinst på 2,1 milliarder kroner.

Det viser en analyse, som Spar Nord Bank har lavet for Ritzaus Bureau.

Aktieanalytiker i Spar Nord Mikkel Duus-Hansen hæfter sig ved, at Genmab indledte november med at levere et udmærket regnskab, men det er langt fra hele forklaringen på månedens kursstigning, mener han.

- Genmab deltog tidligere på måneden i en stor konference, hvor de fremlagde en række interessante udviklingsmuligheder for selskabet, siger Mikkel Duus-Hansen.

- Efterfølgende har Genmab leveret nye informationer om et studie til behandling af smoldering myelomatose, som de samarbejder med Janssen Biotech om, og som rummer et stort potentiale. Og det er en stor del af forklaringen på månedens kursstigning.

Efter Genmab er Vestas novembers mest stigende aktie, og det tilskriver Mikkel Duus-Hansen først og fremmest et overraskende godt regnskab.

- Vestas leverede et regnskab med en overraskende god indtjening og en opjustering af forventningerne oveni, og det har fået mange analytikere til at opjustere deres kursmål på aktien, uddyber Mikkel Duus-Hansen.

- Så selv om Vestas ser ud til at få en dårlig afslutning på måneden som følge af kraftige fald i olieprisen, så er den samlet set kommet stærkt igennem måneden.

Netop den faldende oliepris har kostet Mærsks aktionærer dyrt i november. Med et kursfald på 9,8 procent er det den C20-aktie, der er faldet mest i november.

Samlet set landede C20 Cap på en lille stigning på 0,6 procent i november.

/ritzau/