Glade migranter strømmer ind i Østrig efter grænseåbning

Skrevet af admin

05/09/2015

Dagens topnyheder

Natten til lørdag tog Europa hul på et nyt kapitel i fortællingen om den største tilstrømning af migranter siden Anden Verdenskrig.

Ved midnatstid offentliggjorde Østrig og Tyskland, at de ikke længere vil forhindre de tusindvis af flygtninge, som befinder sig i Ungarn, i at komme ind i landene.

Ved grænseovergangen Hegyeshalom-Nickelsdorf mellem Ungarn og Østrig var der få timer senere trængsel af de mennesker, som i en uge har opholdt sig i Ungarn uden mulighed for at rejse videre.

De første af de op mod 100 busser, som fredag aften var kørt af sted fra Budapest, ankom til grænsen, og personerne om bord begyndte at strømme ind i Østrig.

- Vi er meget glade for, at der endelig skete noget. Næste stop er Østrig. Børnene er meget trætte. Ungarn er et ondt sted, siger den 23-årige Osama fra Syrien til nyhedsbureauet AFP.

Ved 9-tiden lørdag morgen havde omkring 4000 migranter krydset grænsen, og østrigsk politi siger, at det forventer, at det samlede antal i løbet af lørdagsdøgnet vil nå op på 10.000.

Røde Kors i Østrig er forberedt på at hjælpe hundredvis af flygtninge med en seng, mad og drikke, hvis de har brug for det.

Ungarn har i den seneste tid været centrum for den flygtningestrøm, som via Sydeuropa og Balkan er kommet fra Mellemøsten og Afrika.

Ifølge FN er over 50.000 migranter kommet ind i Ungarn fra det vestlige Balkan alene den seneste måned. Torsdag ankom mindst 3300, hvilket er det højeste antal på en dag.

Hidtil har de været hindret i at krydse de overvågede grænseovergange til Østrig.

Det har fået i hundredvis af dem til gøre Keleti-banegården i Budapest, Ungarns hovedstad, til et midlertidigt hjem. Nu kan de sætte kursen mod Østrig og Tyskland.

Mange flygtninge fra Syrien har især Tyskland som mål, efter at regeringen har meldt ud, at landet ikke længere vil afvise syriske flygtninge.

Ungarn har forsøgt at holde flygtninge og migranter ude af landet ved at opstille et pigtrådshegn mod den sydlige grænse.

Men diverse EU-landes forsøg på at undgå flygtninge fik fredag FN's flygtningehøjkommissær, Antonio Guterres, til at advare de 28 EU-lande om, at unionen står over for et "afgørende øjeblik" i sin historie.

Han opfordrede samtidig medlemslandene til frivilligt at åbne op for 200.000 flygtninge.

/ritzau/AFP