Global finansiel vagthund siger god for Hjorts underskud

Regeringen og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) skal umiddelbart ikke bekymre sig over, om Danmark mister sin topkarakter i den internationale finansverden. Det selv om målet om balance i finanserne tirsdag blev udskudt.

Som del af finansieringen af regeringens store økonomiske 2025-plan har finansminister Claus Hjort Frederiksen udskudt målet om at skabe balance på den såkaldte strukturelle saldo fra 2020 til 2025.

Det internationale kreditvurderingsbureau Moodys mener ikke, at udskydelsen vil rykke ved den topkarakter, som bureauet har givet Danmark som kreditværdig nation.

En topkarakter Danmark deler med med kun 11 andre lande i verden.

- Vi anser Danmarks offentlige finanser som meget solide, med små underskud og lav offentlig gæld sammenlignet med andre lande.

- Derfor forventer vi ikke, at den udskudte målsætning for strukturel balance vil påvirke vores vurdering af Danmarks finansielle styrke synderligt. Det skriver Senior Vice President og ledende analytiker af Danmark hos Moodys, Kathrin Muehlbronner, i en kommentar til Ritzau.

At underskuddet på den strukturelle saldo nu vil være i minus frem til 2025 i stedet for at gå i nul i 2020 var da heller ikke noget, der rykkede på prisen på danske statsobligationer tirsdag.

- Danmark er heldigvis en af de gode drenge i klassen internationalt. Så der er ikke så mange, der er bekymret for, om vi har styr på finanserne.

- Ikke mindst fordi vi har andre tiltag, der binder os til en fornuftig finanspolitik. Samtidig klarer vi os jo meget bedre, end eksempelvis en stribe sydeuropæiske lande, sagde økonom hos Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen tidligere tirsdag.

Moodys er et af tre ledende kreditvurderingsbureauer i verden. Bureauerne analyserer alt fra virksomheder til nationer, der gerne vil låne penge.

Bureauerne giver en karakter, der ofte er afgørende for, hvor billigt virksomheder eller nationer kan låne til.

/ritzau/

Dagens Gossip