Golfspiller om OL-kollaps: Det var fire timer i helvede

- Efter fem huller havde jeg lyst til at sige tak for i dag.

Sådan lyder reaktionen fra golfspilleren Nicole Broch Larsen, efter at hun gik fra at være blandt OL-turneringens bedste spillere onsdag og torsdag til at være en af de allerdårligste fredag.

En katastrofal tredje runde på ti slag over par sendte danskeren på hovedet ud af topstriden, og det, der lignede medaljekamp, er blevet vekslet til en anonym placering langt nede i feltet.

- Det startede rigtig fint, og så tja. Hvis min runde har varet fire og en halv time, så har det været tæt ved fire timer i helvede, hvor jeg helst bare ville være gået ind.

- Det giver sig selv, at det ikke har været en sjov dag. Jeg har overhovedet ikke levet op til det, som jeg selv troede, jeg kunne, siger Nicole Broch Larsen.

Især tredje hul udviklede sig til et mareridt, hvor hun måtte bruge otte slag på par-fire-hullet, og derfra blev det en lang mental kamp for at holde hovedet koldt i modgangen.

- Det satte sig ret hårdt i kroppen, at jeg lavede den otter. Jeg prøvede at sætte nogle gode sving på derefter, men det lykkedes ikke, og jeg fulgte op med to bogeys.

- Derfra var det ret meget op ad bakke. Jeg har en træls fornemmelse i kroppen, siger Nicole Broch Larsen.

Heller ikke den anden dansker, Nanna Koerstz Madsen, er helt oppe i skyerne efter sin præstation på den vindblæste fredag i Rio, hvor hun gik de 18 huller i et slag over par.

Samlet er hun tre slag under par, og det rækker lige nu til en delt 15.-plads. Især tre bogeys på de sidste seks huller nager Smørum-spilleren.

- Jeg kom forbi 12. hul, og så er der ikke så mange svære huller tilbage. Jeg var ikke rigtigt i problemer, så det var lidt irriterende at slutte af med sådan nogle dumme fejl.

- Hvis alt havde flasket sig, kunne jeg have ligget seks under par nu, og så havde jeg ligget bedre til, siger Nanna Koerstz Madsen.

Det er nu op til hende at sørge for en dansk placering mellem de 15 bedste, der var minimumskravet fra Dansk Golf Union.

- Jeg går i hvert fald ikke ind til sidste runde med en målsætning om at skulle have medalje. Der er lidt langt derop. Men hvis jeg kommer i top-ti, så er jeg tilfreds med resultatet, lyder det fra Nanna Koerstz Mandsen.

/ritzau/

Dagens Gossip