Grådig Sagan går efter det hele i Tour de France

Skrevet af admin

30/06/2016

Mest læste i dag

Den slovakiske cykelstjerne Peter Sagan (Tinkoff) er vant til at vinde, og det har han på ingen måde tænkt sig at lave om på under Tour de France.

Tværtimod.

- Jeg vil gerne vinde etapesejre, den grønne trøje og sørge for den gule trøje til Alberto Contador, lyder det kækt og meget lidt beskedent fra Sagan på holdets pressemøde forud for strabadserne på de franske landeveje, der begynder lørdag.

Slovakken har kørt Tour de France fire gange, og alle gange er han endt som vinder af den grønne pointtrøje. De to første år blev det også samlet set til fire etapesejre.

Derudover er han verdensmester på landevej, indehaver af tronen i forårsklassikeren Flandern Rundt samt vinder af et væld af andre cykelløb de seneste fem år.

26-årige Sagan har allerede vundet meget mere, end de fleste ryttere når i en hel karriere, og selv om hans meritter berettiger til stjernestatus, så kender han udmærket sin plads i hierarkiet på Tinkoff-holdet.

- Vi har kun én leder, og det er Alberto, slår multitalentet fast.

Så ud over at jagte egen succes i Touren er han også helt indstillet på at knokle for sin kaptajn.

- Jeg har kørt to år med Alberto nu, og vi har et godt forhold. Vi er forskellige ryttere, og jeg er her også for at hjælpe ham med at kæmpe for den gule trøje, lyder det fra Peter Sagan, som dog ikke spilder tiden med for meget taktisk snak på forhånd.

- Man kan snakke meget før løbet, men det vigtigste er at være til stede i det, siger slovakken.

Skulle det lykkes Peter Sagan at vinde pointtrøjen for femte gang, bliver han den kun anden i historien til opnå det.

Tyskeren Erik Zabel tog seks grønne trøjer på stribe fra 1996 til 2001, og Sagan kan altså bringe sig et skridt tættere på at tangere den rekord med en grøn triumf i Paris 24. juli.

/ritzau/