Grækenland står uden nyvalgt præsident

Skrevet af admin

17/12/2014

Mest læste i dag

Der blev ingen vinder i første runde af præsidentvalget i Grækenland. Og det egentlig interessante er, om det vil lykkes nogen at vinde - ikke hvem.

For regeringen var det nødvendigt at overbevise 200 af de i alt 300 parlamentarikere om, at de skulle stemme på den tidligere EU-kommissær og eneste kandidat til præsidentvalget, Stavros Dimas.

Det lykkedes ikke, og nu venter endnu en valgrunde. Hvis ikke en tilstrækkeligt stor majoritet i parlamentet kan blive enige om en præsident i forbindelse med de yderligere højst to afstemningsrunder 23. og 29. december, skal der udskrives nyvalg.

Ifølge Grækenlands regering kan det i givet fald udgøre en risiko for uoprettelige skader på landets økonomi. Det har fået venstreoppositionen til at tale om skræmmetaktik.

Grækenlands regering får dog støtte fra EU, hvis ansvarlige for økonomien, den tidligere franske finansminister Pierre Moscovici, roste Grækenlands bestræbelser under et besøg i Athen tirsdag.

- Landet har gjort fantastiske fremskridt, og jeg synes, at det er meget tydeligt, at et vendepunkt er nået, sagde Moscovici.

Markederne har reagerer mildt sagt nervøst på truslen om et nyvalg, hvilket har ført til markante børsfald siden forrige uge.

- I dag begynder det, der kan udvikle sig til en græsk tragedie, konstaterer den hollandske bankgigant ING i en analyse.

Regeringen havde håbet at vinde godt et halvt dusin parlamentarikere over på deres side forud for afstemningen og et par til næste uge.

Men under afstemningen onsdag viste det sig ifølge AFP, at flere af dem stemte på en anden måde, end hvad man havde håbet eller undlod at dukke op.

/ritzau/TT