Græker i høj sø om asyl: Ansøgninger ordnes uden for EU

Skrevet af admin

30/09/2014

Dagens topnyheder

Ved at træde varsomt og holde sig stramt til allerede vedtagne regler for asylområdet har den kontroversielle græske kandidat til posten som EU-kommissær for indvandring og indre anliggender styret uden om de største problemer under sin høring i EU-Parlamentet tirsdag.

Men på et enkelt punkt har Dimitris Avramopoulos vist sig klar til at fravige drejebogen og vove sig ud på dybere vand.

Den 61-årige græker vil have behandling af asylansøgninger på ambassader uden for unionen, hvis ydre grænser skal styrkes.

- Hvor vi har EU-delegationer i tredje lande, bør vi gøre vores bedste for at kunne tage stilling til asylansøgere der, siger Dimitris Avramopoulos.

Dette er ikke del af den vedtagne asylpakke, som blot afventer ikrafttrædelse, og grækeren lod forstå, at han "formentlig ville blive frarådet" at komme med et sådant forslag under høringen.

Den afgående kommissær på området, svenskeren Cecilia Malmström, har flere gange forgæves forsøgt at få et lignende forslag vedtaget.

Hidtil har der ikke været opbakning til idéen blandt EU's medlemslande, heller ikke i Danmark.

Den græske kandidat har været mødt af skepsis, blandt andet fordi han repræsenterer et land, som af menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg er dømt for dårlig behandling af asylansøgere.

Avramopoulos lægger vægt på, at han blandt andet med hjælp fra EU's grænseagentur, Frontex, der koordinerer samarbejdet om beskyttelsen af EU-landenes ydre grænser, vil kæmpe for en stærkere grænse rundt om Europa. Men uden "at gøre unionen til et fort".

Der må han træde en svær balance mellem at "forsvare unionens grænser" og samtidig udvise hensyn over for de mange tusinder af flygtninge, som sidder under kritiserede forhold på centre rundt omkring i EU eller som sætter livet på spil ved at krydse Middelhavet.

- Jeg vil have ordentlige betingelser for lovlig indvandring. Vi skal være solidariske med områderne uden for regionen, og vi skal hjælpe dem, der også vil have asyl.

Grækeren vil have "juridisk sikre regler" for indvandring og vil "bekæmpe dem, som tjener penge på at sende flygtninge over Middelhavet."

/ritzau/