Gratis heroin: Jeg har fået en ny chance i livet

Skrevet af admin

30/05/2016

Mest læste i dag

Mandage, onsdage og fredage er faste holdepunkter for May-Britt Thomsen.

Om formiddagen tager hun toget ind til sygeplejerskerne på behandlingscentret i Hvidovre for at få sin heroin.

I en afskærmet boks sprøjter hun stoffet ind i låret, og en halv time senere kan hun gå tilbage til stationen og køre hjem.

- Jeg er blevet et andet menneske. For første gang i mit liv kan jeg sige, at jeg har det ok, siger 47-årige May-Britt Thomsen.

Tidligere begik hun kriminalitet for at skaffe de cirka 2000 kroner, som hendes daglige forbrug af heroin krævede. Det har hun lagt bag sig for at leve det, hun kalder "et stille og roligt liv".

- Var jeg ikke kommet med i ordningen, havde jeg ikke været i live i dag. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har fået en ny chance. Det vil jeg gerne have, at dem, der læser det her, skal vide.

Siden 2010 har det været muligt for de hårdest belastede narkomaner at få udleveret lægeordineret heroin betalt af det offentlige.

May-Britt Thomsen var en af de første i hovedstaden, og siden er tilbuddet udvidet til misbrugere i Aarhus, Odense og Esbjerg.

Mandag offentliggør Kora, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, en analyse af ordningen.

Den viser, at misbrugere i behandling med heroin begår mindre kriminalitet, lever længere og har en højere livskvalitet, end misbrugere, der får abstinenserne dæmpet med metadon.

På behandlingscenter Kabs i Hvidovre vurderer afdelingsleder Camilla Arent, at det er kombinationen af stofudlevering, behandling og faste rammer i en kaotisk hverdag, der giver resultat.

Eksempelvis tilbydes misbrugere, der lider af angst, gruppeterapi. Men ligeså vigtigt er det at skulle stå op om morgenen, spise morgenmad og lære at begå sig uden for misbrugsmiljøet.

- I stedet for at være aggressiv og konfliktsøgende, så bliver de bedre til at give udtryk for deres tanker. Det hjælper dem ikke kun i kontakten med myndighederne, men også i forholdet til familie og venner, siger Camilla Arent.

Kun sjældent lykkes det en misbruger at blive trappet ud af heroinen, men mindre kan også være et stort skridt.

May-Britt Thomsen begyndte med at få stoffet dagligt, men i dag kan hun nøjes med tre gange om ugen.

- Det er helt vildt, at jeg er nået så langt. Men helt at undvære heroinen kan jeg ikke. Jeg har fået en ro i mig selv, som jeg ikke vil ødelægge. Selv ikke i mine tanker tør jeg tage det skridt.

/ritzau/