Guardiola: Bayern vender stærkere tilbage næste år

Skrevet af admin

24/05/2015

Dagens topnyheder

Bayern München sikrede sig tidligere på sæsonen det tyske mesterskab. Tyskerne måtte dog se sig slået i semifinalerne i både Champions League og den tyske pokalturnering.

Bayern Münchens spanske træner Josep Guardiola er overbevist om, at det tyske mesterhold vender endnu stærkere tilbage i næste sæson.

- I næste sæson kommer vi tilbage endnu stærkere, og vi vil tilfredsstille vores fans med vores spil. Det er mit mål, lyder det fra Guardiola, der bestemt ikke afviser nye ansigter i klubben.

- Jeg håber på det bedst mulige hold. Vi kigger fremad nu, siger han.

Lørdag kunne Bayern endegyldigt fejre det tyske mesterskab med en sejr på 2-0 over Mainz efter mål af Robert Lewandowski og Bastian Schweinsteiger.

Sydtyskerne sikrede sig dog allerede guldet matematisk sidst i april, og Bayern har herefter kunne koncentrere sig fuldt om Champions League og pokalturneringen.

Bayern formåede dog ikke at spille sig i finalen i de to turneringer. Over to kampe tabte Guardiolas tropper samlet 3-5 til Barcelona i Champions League, mens sydtyskerne måtte se sig slået efter et straffesparksdrama mod Borussia Dortmund i pokalturneringen.

/ritzau/AFP