Gudmundsson tager varm Markussen med til VM-playoff

Skrevet af admin

27/05/2016

Dagens topnyheder

Danmarks landstræner i herrehåndbold, Gudmundur Gudmundsson, har været tvunget til at foretage flere ændringer på sit landshold i forhold til de seneste udtagelser.

Skader til Rasmus Lauge og Klaus Thomsen har blandt andet været med til at give plads til Nikolaj Markussen i den trup, som i juni mødes til træningssamling forud for VM-playoffkampene mod Østrig.

BSV-fyrtårnet har i øjeblikket stor succes i DM-finalerne, og det skal overføres til landsholdet.

- Nikolaj Markussen er virkelig i topform, siger landstræneren i forbindelse med udtagelsen.

Også KIF Kolding Københavns Lasse Andersson er udtaget, mens St. Raphaël Var-stregspilleren Alexander Lynggaard ligeledes har fået en plads i truppen. GOG's Frederik Clausen er med i truppen som udviklingsspiller.

Gudmundssons trup til kampene mod Østrig, der spilles henholdsvis 12. juni og 15. juni, ser således ud:

Målmænd: Niklas Landin og Jannick Green.

Fløjspillere: Lasse Svan, Hans Lindberg, Anders Eggert, Casper U. Mortensen.

Stregspillere: Alexander Lynggaard, Jesper Nøddesbo, Henrik Toft Hansen.

Bagspillere: Henrik Møllgaard, Mads Christiansen, Kasper Søndergaard, Mads Mensah, Mikkel Hansen, Michael Damgaard, Nikolaj Markussen, Lasse Andersson, Frederik Clausen.

Kilde: Dansk Håndbold Forbund.

/ritzau/