Hård stempling sender Boilesen ud i mindst 10 uger

Skrevet af admin

26/11/2014

Mest læste i dag

Det så alvorligt ud, da den danske landsholdsspiller Nicolai Boilesen tirsdag aften blev tacklet hårdt og måtte udgå i Champions League-kampen mod Paris Saint-Germain.

Efter nærmere undersøgelser viste det sig onsdag at holde stik.

Venstrebacken er sat ud af spillet i de næste mindst 10 uger, meddeler hans klub, Ajax Amsterdam, på sin hjemmeside.

Det er et ledbånd i højre knæ, som er beskadiget.

Allerede efter kampen sagde træner Frank de Boer, at han frygtede, at tacklingen ville koste danskeren en længere pause.

Det var i øvrigt den tidligere Ajax-spiller Gregory van Der Wiel, som kom alt for sent og stemplede Boilesen.

Den 22-årige landsholdsforsvarer har tidligere døjet med alvorlige skader i sin tid i Ajax.

Den hollandske klub tabte tirsdagens opgør i Paris med 1-3 og kæmper om gruppens tredjeplads, der giver en plads i Europa League til foråret.

Ud over at misse den sidste kamp i efteråret Champions League går Boilesen, hvis prognosen holder stik, glip af de næste mindst syv kampe for Ajax i den hollandske liga.

/ritzau/