Højbjerg og co. mister to point efter uheldigt selvmål

Skrevet af admin

29/11/2015

Mest læste i dag

Schalke 04 kæmper for at hænge på i topstriden i den tyske Bundesliga, men søndag aften blev det endnu engang til et pointtab for danskerklubben.

Med Pierre-Emile Højbjerg på banen i 82 minutter spillede Schalke 1-1 på udebane mod Bayer Leverkusen, og det resultat har gæsterne god grund til at ærgre sig over.

Holdet førte nemlig længe med 1-0, inden et meget uheldigt selvmål bragte Leverkusen tilbage i kampen.

Målmand Ralf Fährmann ramte en tværpasning fra baglinjen så uheldigt, at bolden fløj lige ud i hovedet på backen Sascha Riether, som ufrivilligt headede bolden i eget mål.

På det tidspunkt havde Pierre-Emile Højbjerg forladt banen efter en blandet indsats. Han begyndte lidt usikkert, men blev bedre og bedre, som minutterne gik.

Fra en position på den defensive midtbane kom danskeren til at løbe rigtig mange meter, men han var medvirkende til, at Schalke i lange perioder holdt hjemmeholdet væk fra målchancer.

Det var Eric Maxim Choupo-Moting, som åbnede scoringen for Schalke kort inde i anden halvleg, da han flot blev spillet fri af Leon Goretzka og sendte bolden forbi Bernd Leno i Leverkusens mål.

Men målet rakte altså ikke til tre point, og 1-1-resultatet hjælper ikke for alvor de to hold videre. Leverkusen og Schalke har begge 21 point i tabellen som henholdsvis nummer seks og otte.

Wolfsburg har fire point mere, men måtte også lidt skuffende nøjes med uafgjort i en målløs kamp mod bundholdet Augsburg.

Selv om angriberen Bas Dost leverede en bleg indsats og blev skiftet ud i anden halvleg, forblev Nicklas Bendtner på Wolfsburgs bænk i samtlige 90 minutter.

I søndagens tidlige bundesligakamp vandt Borussia Dortmund stensikkert med 4-1 på hjemmebane over kriseramte Stuttgart, der ikke umiddelbart fik effekt af fyringen af træner Alexander Zorniger tidligere på ugen.

To af Dortmunds mål blev sat ind af Pierre-Emerick Aubameyang, som nu er oppe på 17 scoringer i 14 kampe i denne sæson.

/ritzau/