Højesteret udviser Levacovic-bror for hjemmerøveri

Skrevet af admin

21/04/2015

Dagens topnyheder

En 41-årig roma, Django Levacovic, har tirsdag fået stadfæstet en udvisningsdom i Højesteret.

I september 2013 besluttede et nævningeting i Københavns Byret at idømme romabrødrene Stefano Levacovic og Django Levacovic fem år og seks måneders fængsel for tyveri samt forsøg på groft hjemmerøveri mod en 77-årig mand i Kastrup.

Derudover valgte retten at udvise brødrene til Kroatien, hvor de har statsborgerskab.

Brødrene ankede dommen, som blev nedsat en smule i Østre Landsret. Dog holdt landsretten fast i, at brødrene skulle udvises.

Det samme er altså sket i Højesteret tirsdag middag.

Djangos bror Stefano Levacovic droppede sin anke til Højesteret kort før afgørelsen, hvorfor de begge nu endegyldigt skal udvises til Kroatien.

Hjemmerøveriet mod den 77-årige mand fandt sted i hans lejlighed i august sidste år. Brødrene havde stjålet mandens pung, og deri fandt de hans adresse.

Dagen efter fik de adgang til mandens lejlighed ved, at den ene udgav sig for at være politibetjent. De gennemrodede lejligheden, mens den 77-årige mand var til stede.

I tirsdagens dom slår Højesteret fast, at Django Levacovic over en lang årrække har fået i alt 30 domme og er samlet blevet idømt fængselsstraffe på cirka 20 år for blandt andet røverier, grov vold og tyverier.

Flere af forbrydelserne var begået over for ældre mennesker i deres hjem.

Højesteret skriver i dommen, at Django Levacovic har "manglende integration" i det danske samfund.

- T's (Djangos red.) mor og søskende boede i Danmark, og han havde gået i skole her, men havde ingen uddannelse ud over skolegangen. T havde aldrig haft forbindelse til det danske arbejdsmarked og havde i hele sit voksenliv modtaget kontanthjælp, lyder det.

Ifølge TV2 Nyhederne kom Levacovic-familien til Danmark i 1972. Flere af familiens cirka 45 medlemmer står til udvisning - blandt andre den 27-årige Jura Levacovic, som i landsretten er dømt for hjemmerøveri og bankrøveri.

/ritzau/